I en paneldebat om æstetik på Henning Larsens Tegnestue d. 5.marts blev der stillet 3 spørgsmål til et panel af arkitekter. Jeg var så heldig at få lov til at være med i panelet.

jeg havde – i stikord - forberedt følgende mundtlige svar:

Det er en fantastisk chance for at genopdage vores fag. Arkitektur har altid handlet om bæredygtighed. Men nu står det i alle opgaveprogrammer. Vores uansvarlige ressourceforbrug har korrumperet det arkitektoniske grundrum. Der synes en særlig anledning til at vise, hvad vi mener, når vi påstår, at vi er eksperter i helhedstænkning. Syns kun, at man kan sige tak for hjælpen.

 

Den er altafgørende. Det kan aldrig være forkert at få en større faktuel indsigt. Men den nyttige viden fritager ikke arkitekter for at tage ansvaret for den kunstneriske syntese. Hvis arkitekter kun skal ressourceoptimere, ka’ vi godt gå hjem.

 

En troværdig rolle. Bæredygtighed må ikke give ’falsk arbejdsro’. Det bæredygtige skal konstant udfordres. Smukke huse er altid bæredygtige. Det gælder desværre langt fra omvendt.   

 

Debatten blev lang og livlig. Jeg finder god grund til at takke HLA for at tage hul på en kollegial, faglig debat om et emne, der er så væsentligt.   

6. marts 2010
jens thomas arnfred

I virkeligheden er det ikke energirenoveringen af Christiansborg, der er hovedsagen. Herregud vores projekt reducerer kun energiforbruget med små 7 millioner kWh/år som - rundt regnet – svarer til den energimængde, som 300 parcelhuse bruger om året.

 

Man redder ingen verden ved at pakke borgen ind i nanoskum. Men man kommer måske i nyhederne og man kan håbe på, at man kan starte en debat om efterisoleringen af historiske huse. I bedste fald får lidt flere end før øjnene op for, at Christiansborg er et ualmindeligt tungsindigt hus. Og hvis vi er rigtig heldige kan DTU med hjælp fra målrettede forskningsmidler sætte skub i udviklingen af det avancerede teknologiske manifest af sart, gennemsigtig elegance, der gerne må fortælle, at snusfornuftig energiisolering kan være andet og mere end indpakning i stenuld og reduktion af dagslystilgang.

 

Men det som er projektets mest afgørende pointe bliver samtidig den vanskeligeste at tro på: At de folkevalgte politikerne på tværs af partierne ifører sig den grønne førertrøje, og sætter sig for at anvise mulige, farbare veje, når det gælder korrektionen af den energislugende livsførelse, der under alle omstændigheder bliver en sag, som demokratiet skal øve sig i at håndtere.

Vandkunsten blev forleden tildelt Alvar Aalto medaljen, som tidligere er blevet tildelt Aalto, Utzon, Siza, Holl, Murcutt, Stirling, Ahlberg, Salmona og Ando. Hvad betyder anerkendelsen for os og for andre, og hvad er anerkendelsens konsekvenser? Jeg har forsøgt at stille et par spørgsmål og give et par svar:

En medalje ændrer ikke noget ved husene, skulle man mene. Men det er ikke korrekt: De byggetekniske og funktionelle egenskaber ændres naturligvis ikke af anerkendelsen, selv om man i et par enkelte tilfælde måske kunne ønske sig netop det. Til gengæld bliver husene nu smukkere, for selv om skønhed principielt er fortolkerens og bygningens private mellemværende, ændres fortolkningskoden igennem anerkendelsen, og oplevelsen af bygningen filtreres socialt. I oplevelsen indgår 'de andres' oplevelse, og jo mere man ved om andres holdning til et byggeri på forhånd, desto stærkere er de følelsesmæssige relationer, man etablerer. Bebyggelsens identitet beror til dels på dens kulturelle status, og anerkendelsen styrker båndet mellem bygning og bruger. Beboerens glæde ved at bo i et hjem, der er indrettet med Vandkunstens arkitektur som ramme, kan derfor meget vel blive forøget igennem anerkendelsen, fordi beboeren får bekræftet sit smagsfulde valg af bolig. Brugere og bygherrer får andel i anerkendelsen, idet valget af bebyggelse og arkitekt indirekte anerkendes. Anerkendelsen kan endda, alt andet lige (og herunder især finanskriser), kapitaliseres i det omfang salgsværdien forøges med arkitektens navn som kvalitetsstempel. Vi kan derfor ønske alle ejere af vandkunsten-bygninger tillykke med en potentiel værdiforøgelse.

Sammenhængen imellem anerkendelse og bæredygtighed er kompleks. Traditionelt har bæredygtighed ikke været et kriterium for arkitekturkritikken, som særligt har fokuseret på vurderingen af den skønne form. Når vi taler om skønne kunster på højeste niveau, er der stadig et stykke vej til at bæredygtighed integreres som en relevant parameter. Det burde ellers ikke være så svært: De vitruvianske dyder: firmitas, utilitas og venustas har igennem de sidste 2000 år været genstand for periodiske revisioner af deres betydningsindhold. Firmitas (holdbarhed), som særligt vedrører byggeteknisk kvalitet, kan passende indeholde nutidens krav om en god isoleringsværdi. Utilitas (brugbarhed), er ikke blot funktionalitet målrettet et særligt formål, men snarere generel anvendelighed altså multifunktionalitet, fordi bygningens evne til at tilpasse sig forandringer i brugen er væsentlig for dens levetid og det samlede energiforbrug i forbindelse med opførelse og ombygning. Venustas (skønhed) kan i en globaliseret, velinformeret og demokratisk verden ikke betragtes som en kvalitet uafhængigt af en kulturel kontekst: Skønheden er relativ, og man kunne passende erstatte skønhedsbegrebet med et identitetsbegreb, fordi skønhedens værdi beror på arkitekturens evne til at få mennesker til at føle sig knyttet til den.

En sådan justering af parametrene for kvalitet, og dermed også for anerkendelse, er endnu langt fra implementeret i anerkendelsesinstitutionen bestående af kollegiale råd, ofte understøttet af det politiske og økonomiske systems repræsentanter. Derfor er det principielt stadig muligt for tankeløst ressourceforbrugende arkitektur at blive anerkendt i dagens anerkendelsesinstitution. At Vandkunsten modtager en arkitektfaglig anerkendelse, er således ingen garanti for at vores bygninger lever op til de mest elementære krav til bæredygtighed, om end vi synes, at vi for det meste har gjort vores for at varetage ressourcerne ansvarligt – forholdende taget i betragtning. Om ikke andet, så er sandsynligheden for at en anerkendt arkitekts bygninger rives ned mindre, sammenlignet med knap så medaljebehængte arkitekters arbejde. Altså forøger medaljer bygningernes levetid, og derfor har anerkendelsen bidraget til at gøre Vandkunstens bygninger en lille smule mere bæredygtige end de allerede var.

Selvom skønhedsbegrebet er relativt, kan anerkendelsen godt være givet på baggrund af en autentisk æstetisk oplevelse: Nogen har set og sanset kvaliteterne i projektet, og gjort andre opmærksom på det. Oplevelsens ægthed kan ikke anfægtes, om end oplevelser også afhænger af forventning og dannelse, som forud har kalibreret sanseapparatet: Nogen har lært at opleve på en bestemt måde svarende til den kultur, de er integreret i. Den ægte oplevelse er således ikke kun umiddelbar. Man kunne jo let forestille sig, at andre fik en helt anden og lige så umiddelbar og ægte oplevelse, som blot ikke var kulturelt kalibreret. Nogens ægte oplevelse, er altså mere kvalificeret end andres, og oplevelsens autoritet er afhængig af anerkendelsesinstitutionen. Kvalifikationerne til at anerkende erhverves igennem uddannelse og træning i evnen til at skelne og prioritere, og den officielle autoritet tildeles af højtstående kolleger evt. sammen med embedsmænd fra det politiske system. Der kan være god grund til at anerkende evnen til at anerkende på linje med enhver anden evne. Vi har derfor tillid til at udvælgelsen har fundet sted ud fra relevante faglige kriterier, om end den foretages af kolleger, hvis kulturelle dannelse er kompatibel med Vandkunstens. Eller: Netop fordi den er kompatibel med vores, for vi ville jo næppe anerkende en anerkendelse fra nogen, der ikke forstod vores spilleregler. Vores arkitektur anvender, bekræfter og varierer en serie bygningskulturelle spilleregler, og bygningskulturens officielle repræsentanter understøtter os gennem anerkendelse. Enhver medalje er derfor bekræftelsen af, at vores streger tegnes inden for et selvopretholdende system. Det synes ikke muligt at undslippe dette system, og det er sikkert heller ikke hverken muligt eller ønskværdigt. Vandkunsten er blevet styrket som referencepunkt i arkitektursystemet, hvilket indebærer, at andre arkitekter kan måle deres værk imod Vandkunstens og eventuelt legitimere deres faglige strategier ved at henvise til sammenfaldende indholdsmæssige eller formelle træk. Selve fornemmelsen af at opholde sig indenfor et systems forudsigelige og undertiden omklamrende rammer kan medføre indre spændinger, især hvis vi forstår os selv som potentielt radikale og autonome kunstnere, der sprænger rammerne, når det passer os. Omvendt er det sådan, at jo mere anerkendt man er, jo lettere er det at få velvilje og særbehandling. En medalje må derfor anerkendes som værende et nyttigt redskab til at sprænge rammerne for vores aktiviteter.

Anerkendelsen er givet på baggrund af en menneskealders produktion, og er således ikke nødvendigvis en vurdering af tegnestuens øjeblikkelige formåen. I princippet er det muligt, at vores kvalitetskurve allerede har kulmineret, og at anerkendelsen er tildelt med kikkert for bakspejlet. Hvis Vandkunstens produktion var en enkelt mands værk, ville dette måske have været sandsynligt. Imidlertid er Vandkunsten i sin egenskab af et kollektiv, en langt mere dynamisk og sejlivet størrelse end den enkelte arkitekt. Vi er sammensat af personer med meget forskellig faglig profil og orientering, og disse indre spændinger giver en vis garanti for at selvforelskelsen ikke tager overhånd. Derfor vil Vandkunsten aldrig ende som et af de internationale arkitekturvrag, der har sejret sig ihjel, og hvis skæbne bliver at producere stadigt mere karikerede selvportrætter. For indbyrdes ved vi jo ikke helt hvem og hvad der er anerkendt, og i hvilket omfang vi hver især har bidraget til de anerkendelsesværdige resultater – 'opnås anerkendelsen på grund af mig eller på trods af min indsats?', kan alle kollektivets medlemmer spørge sig selv. Anerkendelsen bidrager ikke til at indstille interessen for nye forsøg i vores skitseringslaboratorium, og vi kan hermed love at det vil fortsat vil være nysgerrigheden, den kritiske attitude, og kampen for en bedre verden, der vil drive værket.

Søren Nielsen
 

Hvis det gir mening at sige, at forskellige tider har forskellige klange, er efterklangen fra de sidste års fascination af vækst en påtrængende lang hyletone. En skinger, rastløs ridse i lakpladen, der førte til den mest besynderlige adfærd.
Men så blev den finansielle krise pludselig en realitet og så skete der noget. Vores vækstbegreber kom langt om længe til diskussion. Tak for hjælpen ku' man sige uden dermed at underkende, at krisen også rammer skævt og meningsløst.

På få uger gik det op for mange, hvor skrøbeligt det hele har været. Pludselig blev det håndgribeligt, at vækst af den bæredygtige slags ikke kun er ensbetydende med, at alting skal vokse.

Det er værdifuldt, når omstændighederne på den måde gir' en hånd og hjælper med at gøre det tydeligt, at vækst intet har at fatte med den forarmede forestilling, at 1 krone nødvendigvis skal blive til 1½ krone på kortest mulig tid.

Sæføli' skal vækst forstås som andet og mere end noget lineært. Sæføli' gir volumen i sig selv ingen mening. Så kortsigtede projekter ville naturen aldrig finde sig i. Det er f.eks en ganske fattig forestilling, at vores vækstbegreb er så snævert forbundet med et stadigt større forbrug af ganske overflødige ting og sager. Det holder naturligvis ikke i længden. Misvækst og grådighed kan aldrig være mål i sig selv.

Vækst må sæføli' være tæt forbundet med udvikling. Udvikling er sjældent ignorant overfor sine egne vilkår og har intet med volumensyge at fatte. Udvikling – den der dur' - er en dynamisk realitet mellem forestillinger og formåen og omfatter mere bløde værdier som livskvalitet og frodighed.

Vi vidste jo godt, at bukserne ikke ku' holde til det skingre. I længden. Men nu fik vi hjælp. Ikke fra nogen frelsende ideologi, eller fra noget politisk parti. Men fra virkeligheden, den skinbarlige, der pludselig landede midt i hjørnesofaen og bekræftede, hvor skrøbelig vores monotone væksttilbedelse har været.

Overordnet må det nu gælde, at de lineære vækstkurver må erstattes af mere nuancerede, mere frodige modeller for vækst. Vi har som bekendt kun jorden til låns og på baggrund af det der er sket i den vestlige del af verdenen, må det være tilladt at forvente, at simple markedsmekanismer, tomme selskaber, og grådige mål ikke længere alene kan sætte dagsordenen for vores adfærd.

Vi må øve os i at nøjes med mindre og sigte efter noget mere holdbart. Reflektere over, hvad det var, der gik så galt. Det kan ligefremt være kulturbærende. Og det bliver med garanti ikke kedeligt.

jens thomas arnfred

På arkitektskolens særdeles velbesøgte symposium 'Digital Strategies and the Sustainable Agenda' kunne man 26. november opleve et antal praktiserende arkitekter tale om deres erfaringer med digitalt design, dvs. formgivning med computerbaseret analyse og programmering som redskab. Symposiet var arrangeret af Cita (Center for IT og arkitektur), og formålet var:

…'(to) discuss the capacity of new computational systems to answer today's increasingly complex requirements towards the built environment and how architectural design changes as parametric design and the integration of analysis through simulation becomes possible'.

Denne dagsorden modsvarer særdeles præcist de dilemmaer, der melder sig i kølvandet på de præsenterede cases: På den ene side er der opgaver, hvis løsning kan optimeres med ny teknologi, på den anden side er der en ny teknologi, som selv producerer formgivningsmuligheder, der igen bliver en aktør i designprocessen. Det er det sidste, der er interessant - og kritisk. Der er et antal typiske måder, hvorpå samspillet mellem teknologi og formgivning kan fungere i en designproces, og disse var på eksemplarisk vis repræsenteret på symposiet:

1. Funktionen som drivkraft. En given opgave afføder en efterspørgsel efter en teknologi, der kan bidrage til en formgivning, der løser problemet. Christoph Barlieb viste således, hvordan programmeringsmediet er brugt som et nyttigt redskab til at danne en form, der nedbryder lavfrekvente lydbøger omkring en lufthavnsterminal. Et kendt fysisk princip (Helmholtz resonator) integreres i computermodelleringen, og matematikkens nøgne skønhed omsættes til et stykke computerkalkuleret landskabsarkitektur / ingeniørkunst med optimal lyddæmpende effekt. Her har man haft et veldefineret problem, og anvendt computermodellen som redskab til at finde den rigtige løsning. Teknologien gør det muligt at kontrollere naturlovene for derefter at gøre dem til redskab for et specifikt formål.

2. Formen som drivkraft. Et ønske om en bestemt formgivning afføder en efterspørgsel efter en teknologi, der kan bruges som redskab i realiseringen. Martin Tamke viste således, hvordan computermodelleringen kunne kalkulere og styre geometrien i en tagkonstruktion over en busterminal. Ønsket var en kompleks foldet geometri, og ved hjælp af digitale redskaber kunne formen både projekteres og fremstilles. Her er teknologien medie for en formgivning, der er opstået ud fra et ønske om at skabe en særlig oplevelse. I både dette og det forudgående eksempel, drives teknologiens udvikling af en efterspørgsel på specifikke løsninger, idet programmerne skræddersys til at omsætte henholdsvis lydbølger eller konstruktive strukturer. Der er i denne anvendelse af computermediet en enestående plasticitet i selve redskabet, som dermed tilbyder et tilsvarende stort potentiale for formgivning og fremstilling.

3. Teknologien som drivkraft. En teknologi afføder muligheden for et særligt formsprog, som derpå tages i anvendelse ved mødet med en specifik opgave. Andreas Eggertsen fra Snøhetta fremviste således et eksempel på et kompleks bestående af et hotelhøjhus med butikscenter, som var formgivet med henblik på at optimere sol- og vindforhold. Hensynet til disse faktorer havde styret projektets formgivning i retning af en ekstrem, organisk ekspressionisme. Her er formgivningen medie for teknologien, for så vidt som sol- og vindforhold overeksponeres i forhold til utallige andre parametre, der ikke lader sig omsætte til geometrisk repræsentation. I og med at mediet tilbyder geometriske løsninger på et givet problem, sker der samtidig et fravalg af andre løsninger på det samme problem: Problemerne med skygge og vind omkring et højhus kunne f.eks. løses ved ikke at bygge et højhus, men noget andet og bedre.

Disse eksempler giver en god illustration af dialektikken i arkitekturfagets møde med computerteknologien. Teknologisk udvikling har altid været en væsentlig evolutionsfaktor igennem arkitekturens historie, og bidraget både på 'efterspørgsels- og udbudssiden': F.eks. beskriver James Strike i bogen 'Construction Into Design' , hvordan bygningsteknologier som stål- og betonkonstruktioner blev udviklet i England i det 18. og 19. århundrede med funktionelle og økonomiske formål for øje, men i slutningen af 1800-tallet blev importeret af tyske arkitekter som Behrens, Berg og Mendelssohn med henblik på at blive anvendt i frembringelsen af et specifikt udtryk. Med andre ord: Konkrete opgaver kan bidrage til teknologisk innovation, og til rådighed stående teknologier kan bidrage til en betydningsmæssig innovation, eller endda til at forfægte en ideologisk position. Det nye er, i forhold til de digitale medier, at det er arkitekturfagets egne repræsentationsteknologier, der nu har nået et stadie, hvor de udgør en 'autonom' innovationsfaktor. Hvor computermediet i dets barndom i 1980'erne påførte designprocessen og arkitekturen et ofte synligt handicap, er det i dag et medie, der med sin eksorbitante frihedsgrad (for)fører dets brugere ud i en formgivning, hvor betydningen halter langt bagefter. Det er muligt at designe og fremstille glasfacader med en geometri som krøllet papir, men giver det mening – og, hvis ja, hvilken mening? Det er muligt, at bygge præcist kalkulerede, aerodynamiske højhuse, men er det ønskeligt – og, hvis ja, hvorfor? Hvor de tyske arkitekter omkring forrige århundredeskifte havde længsler og idéer, som teknologien kunne indfri, savner den avancerede computerteknologi et nødvendighedens behov eller en længselsfuld utopi, og bliver derfor et let bytte for en oplevelsesøkonomisk udbytning. Det er for øjeblikket meget vanskeligt at fastslå blot nogenlunde nøjagtigt hvilke længsler, der bliver indfriet gennem computerteknologiens anvendelse. Uanset om den markante digitale formgivning udfordrer vores skønhedsbegreber eller ej, er det relevant at afkræve ophavet en redegørelse for hvilke sociale kvaliteter, der knytter sig til den formgivning, som teknologien befordrer.

Computerteknologiens brugere er, i deres egenskab af anpartshavere i teknologien, ansporet til at formulere problemstillinger, som matcher værktøjets kapacitet og repertoire, f.eks. aerodynamisk udformning eller komplekse konstruktive strukturer. Investeringen i mediet bidrager til at styre interessenternes designstrategi. Designløsningerne er afhængige af hvilke parametre, der kan programmeres, og det er oftest fysiske forhold. Hvis man alternativt forestilledes sig en computermodel med parametre, som kunne optimere brugernes sociale fællesskaber – hvilket af de to redskaber ville man så vælge? Ikke at disse parametre udelukker hinanden, men når computermodellerne indtil videre udelukkende fodres med fysiske parametre, kan det bestemt ikke udelukkes, at man kommer til at designe et optimalt svar på et forkert spørgsmål.

Symposiet havde forholdet imellem digitale medier og bæredygtighed som tema. Der er næppe nogen tvivl om, at computermodellerne vil kunne bidrage betydeligt til optimeringen af ressourceforbrug og indeklima. Programmer som Ecotect og ID Build har indbyggede ressource- og klimaparametre, som giver mulighed for at overvåge bygningens performance igennem designprocessen. En tegnestue som BaumschlagerEberle er nået meget langt indenfor denne form for digitalisering. Når det kommer til det formsprog, som computerprogrammerne håndterer så virtuost, synes der dog at være et par konflikter med bæredygtigheden, som skal afklares:

I Martin Tamkes projekter realiseres den smukke komplekse geometri som CAD/CAM produktion, hvilket tillader strukturernes delelementer at variere uendeligt. Ud fra en bæredygtighedsbetragtning rejser dette to problemer: For det første er der meget spild forbundet med f.eks. laserskæring af organiske former i krydsfiner. Finéren fremstilles i ortogonale skiver, fordi råmaterialet består af træstammer, der roteres ved afhøvlingen af trælagene. Samme type problem gør sig gældende for valsede, ekstruderede, eller flydestøbte materialer, hvor skivernes eller profilernes afgrænsning er ortogonal som følge af fremstillingsprocessen. Formstøbte materialer har ikke dette spild, men er vanskeligere at producere i en CAM-proces. Ved udskæring af komplekse geometrier bør man derfor interessere sig for, hvorledes spildproduktet kan anvendes forsvarligt.

For det andet er ethvert indgreb eller reparation bundet til den selvsamme grad af customized manufacturing, dvs. at det digitale projektmateriale skal opbevares intakt og være operativt i hele bygningens levetid. Man kender fænomenet fra biler og elektronik: Efter en periode kan produktet ikke længere repareres, fordi modellen er udgået og produktionsapparatet er omstillet, hvorefter hele genstanden må kasseres. Med såvel Tamkes som Snøhettas projekter frembringes bygninger, som i deres kompleksitet vil være meget vanskelige at håndtere i forbindelse med reparation og ombygning. Hvis bygninger reelt skal være bæredygtige, skal deres levetid sikres ved at være forberedt for de ændringer i anvendelse som uvægerligt vil forekomme i løbet af en periode på, lad os sige 100 år. Ændringer i indretning, udvidelser, tilbygninger og fremføring af nye installationer er sandsynlige indenfor en sådan periode, som følge af ændringer i brug, livsstil, teknologisk udvikling osv. – tænk blot 100 år tilbage! En organisk geometri er vanskelig at lave tilføjelser til, både byggeteknisk og arkitektonisk. Derfor forekommer det frie computermodellerede formsprog ofte at have et meget kortsigtet og statisk perspektiv. Et godt eksempel på det totale fravær af interesse for bygningens tidsmæssige dynamik, er blop-arkitekturen, f.eks. Future Systems bygninger, som temmelig effektivt obstruerer fremtidige til- og ombygninger med sine organiske, ofte fartøjsagtigt lukkede geometrier. Selvfølgelig vil der altid være en beskeden kvote for uforanderlige, og urørlige værker, men det er mindre end en promille af arkitektfaget, der vil få adgang til dette privilegium. Selv Jørn Utzons huse bliver uophørligt bygget om. Derfor er der, også med computermediet som redskab i designprocessen, al mulig grund til at interessere sig for bygningens langsigtede perspektiv ved at lette muligheden for fremtidige tilpasninger.

Symposiets eksempler viser tydeligt, at mediet er en stærkt medproducerende faktor i designprocessen - faktisk i et omfang, hvor man ofte reelt kan tale om at designkompetencen er fordelt imellem mand og maskine. Hvis arkitekterne, brugerne, og jordkloden for alvor skal have gavn af computermodelleringens vidunderlige og eventyrlige teknologi, må den kontrolleres igennem en øget bevidsthed om formgivningens ressourcemæssige og sociale implikationer – både i den nære og fjerne kontekst. Dernæst må den afvejes ved at indgå i de helhedsbetragtninger, som det altid har været en af arkitektfagets nøglekompetencer at operere med. Arkitekturens nye redskaber skærper kravet om ansvarlig omgang med de parametre, der (endnu) ikke lader sig integrere i computermodellerne, herunder bygningens evne til at understøtte sociale fællesskaber og evnen til at tilpasse sig forandringer over tid. Disse parametre er dynamiske, usikre, og ikke kvantificerbare, og de kræver derfor fortsat en god portion Gefühl; dvs. viden, dannelse, respekt, og interesse fra arkitekternes side – alt imens vi leder videre efter lykkeparameteren.

Søren Nielsen

Det er ikke sådan lige at forklare hvad det er der rammer, men ramt – det blev jeg. Lige i mellemgulvet. Ku' næste ikke trække vejret. Det er ikke hver gang man får et kæmpe stykke orkestermusik sådan lige i sylten, når man cykler rundt i skumringen for at lære sin by lidt bedre at kende.

Jeg havde nok listet forbi undervejs. Vidste godt, at der var noget særligt på færde det sted. Havde fulgt tilblivelsen af VM-huset og som kollega glædet mig over den positive modtagelse, det fik. Et fornemt samarbejde med en begavet tegnestue og en dristig entreprenør og bygherre havde fået den opmærksomhed, det fortjente. VM-huset er dygtigt arkitektarbejde og de skarptskårne bygninger blev velfortjent udråbt som det mest lovende bidrag til Ørestadens ambitioner om den moderne by. Forventningerne til det, der måtte komme efter, var høje. La' mig få det overstået:

Bjerget er et mesterværk! Sammen med VM-huset fra de samme heldige hænder, er der scoret hattrick og skrevet bygningskunsthistorie af format. Tro mig på hjørnet af Hovmålevej og Landehjælpvej, netop dér for enden af det alt for store grønne parkrum i den håbløst 'gammeldags regulerede' Ørestad, ligger der nu en katedral af et parkeringshus og nogle boliger og fletter fingre. På den fineste måde.

Det er mesterligt sat i scene. Som tanke og som hus. Det er en sjælden set kraftudladning, det er overvældende arkitektarbejde. Det er bygningskunst så det basker.

De fleste andre tegnestuer ville løbe skrigende bort, hvis de fik til opgave at bygge boliger oven på et p-hus, men sådan spiller klaveret ikke hos BIG. Den fremadstormende tegnestue syns bedst, når modstanden er størst og drengene fik selv den vanvittige idé, at samle, hvad alle andre skiller. En særlig evne til at vende grusbunken og navigere i det komplekse.

Projektet skider det hele en hatfuld og tager en masse ting dejligt alvorligt, det twister opfattelsen af byggefelt, udfordrer de mest almindelige rutiner, sætter meget på spil, men svigter ikke bygningskunsten. Det er som om tegnestuen har en vidunderlig evne til ikke, at fælde æstetiske domme i utide.

Fordi det er så klart, hvad det er, der skal løses, bliver' det til arkitektur. Tydelig arkitektur. Et tydeligt program plejer langt fra at række, men det gør det her, fordi det kunstneriske talent er nærværende og fordi viljen til at det skal lykkes, er så vitalt tilstede.

Bjerget er en begavet leg med store forhindringer.

80 store op til 3 etagers slanke præfabrikerede betonsøjler løfter 80 gårdhavehuse eller 10.000 bolig-m2 op på en sydøstvendt skråning, der med en mindre afvigelse af højdegrænseplanet hilser venligt på det flade amager. Tilbage, under det store løft, bliver et dramatisk, højloftet volumen, et aldrig før set, aldeles storslået parkeringshus, der er begavet med den smukkeste serpentinerrampe, der ubesværet klatrer massivet og anviser plads til i alt 450 biler og straks blev solgt tilbage til Ørestadsselskabet.

Høphner og projektet sparede derved fundamentet og fik med snarrådig rådgiverhjælp kræfter til at sikre beboerne en fantastisk udsigt. Godt set. Godt tænkt. Godt gået.

Bjerget flæber ikke. Det stabler såmænd bare 10 boliglag på en skråning. Hvor svært kan det være syns huset at spørge den besøgende midt i mængden af dristige udkragninger, friskæringer og forskydninger og alt det andet, der så virturiost er sat i scene. Stik mod alle regler, med solen i ryggen, etableres der smukt proportionerede, velfungerende boliger med de mest fantastiske udsigter udover fladen og frodige amagerikanske kolonihaver.

Selvom det er parcelhuse, er det urban living lige i ansigtet og en fornem udstilling af, hvordan et skingert program og et sæt påtrængende problemer kan håndteres på en overbevisende måde.

Et schweizisk standardprodukt, en stor, skråtstillet elevator punkterer det højloftede p-volumen og sikrer statelig adgang til boligerne gennem stærkt kulørte, eventyrligt belyste korridorer. Undervejs byder bjergbestigningen på fabelagtige kig gennem skoven af søjler ud over sletten.

De tæt stablede gårdhavehuse, der sender venlige hilsener til Kingohusenes, forskyder sig sælsomt for at dæmpe indblikgenerne og skabe puls i massivet. På afstand minder det om krystallinske strukturer. De skarpe brudflader er overlegent stofligt håndteret og der mobiliseres stor kunnen og stædighed, når et hjørne skal være et hjørne.

Venligt vårgrønt kunststofgræs rulles ud i brede baner og klær' lille peters røde barnecykel på terrassen. Brede træhegn af Ipé fyldt med spagnum og hullede haveslanger og opsamlet tagvand vil med tiden forvandle gårdrummene til frodige, grønne flader og vægge. Mayakulturen.er i sigte. Om føje år vil Amager og den flade slette blive begavet med et tilvokset massiv. Kunstgræs, arkitektur og urskov i en herlig symbiose. Flugtvejen er på havesiden. Der flygtes gennem lave havelåger. Mine bare arm, det er godt gået!

Når man er berørt er man, indrømmet, ikke altid saglig. Man vil så gerne dele sin glæde med andre. Det siger sig selv, at man risikerer at blive for ivrig. Min benovelse hænger sammen med, at projektet ikke forfalder til smørsmageri. Det gør sig ikke til. Det gestikulerer ikke unødigt, det spilder ikke tiden på at indfri smagsdommernes længsler på 'bjerget'. Det først og fremmest løser opgaven og bliver til et betagende hus, fordi der er sat noget 'på spil', der kræver koncentration og udholdenhed. Projektet er ikke kun nærværende overfor det sted, det tager i besiddelse, det lægger noget til ved at udstille en række overraskende løsninger for beskueren. På mange måder er bjerget et sindssygt koncept med en eventyrlig besvarelse.

Fra samme team er der kommet en lind strøm af friske bud på byens fremtidige udvikling. Efter manges opfattelse er deres forslag ikke altid lige hensynsfulde overfor det mere beskedne, lavmælte, der har gjort København til en særlig by. Jeg kan godt dele den bekymring. Den blinde tro på vækstsamfundets lyksaligheder og forestillingen om, at al fornyelse nødvendigvis også er fremskridt, er en livsfarlig misforståelse, der aldrig må blive et alibi for begærlighed eller legitimere den forkerte skala. Det kan være upassende at trutte i valdhorn, hvis der er tale om en koncert for strygere. Men her på den store flade må der gerne blæses i trompet. Især når man kan spille.

Det lyder som et postulat, men bjergskråningen rutter ikke med midlerne. Der er holdt op i dejlig tide, når det gælder overflader og deres behandling.

Det klassiske dilemma mellem det formelt konceptuelle og det imaginære, tvetydige er fornemt balanceret i dette værk. Der er ikke langt fingre imellem. Løsningerne er ikke gemt af vejen, pakket ind eller søgt dulmet. De er eksponeret og forklaret, som enhver kan følge med.

For at fuldende gavepakken er parkeringsvoluminet svøbt ind i udstandsede rå aluplader efter et foto fra Mount Everest massivet. Banalt? Ja, netop.

På afstand blir' bjergmotivet tydeligt. Alupladerne klær' den strejfende, sølvgrå metro og forløser hattricket. På nært hold er det en kærkommen variation og om natten, når konturerne fra bjergkrystallet dæmpes, sætter lyset fra den højloftede p-hus rasterne i omvendt relief og gør det indtil videre halvtomme p-hus til et magisk sted til dans på de tiltede vogndæk.

Sjældent, om nogensinde før, har jeg oplevet et sådant uforfærdet gåpåmod i plan, snit og opstalt. Bjerget redigerer livsbekræftende i det svært sammensatte stof, det er at bygge huse. Det er supert orkestreret og dejligt at få lige i sylten, når man sådan cykler rundt på sin grønne cykel og godt vil lære sin by, sin tid og sit fag lidt bedre at kende.

jens thomas arnfred

Her gik man såmænd rundt i osen af larmende biler og troede, at alle besindige mennesker ville glæde sig til metroprojektets gennemførelse.

Personligt synes jeg ikke, at det kan gå stærkt nok med at få udbygget den kollektive trafik i hovedstaden. Men nej, der hyles næsten i kor om hvor hensynsløst det hele er lagt tilrette.

Man ka' da ikke lægge en metrostation ved Marmorkirken eller på Gl. Strand hævdes det med næsten enslydende argumenter om, at det vil fratage de fine historiske byrum deres egenart. Det må da komme an på en prøve vil jeg mene.

Jeg vil gerne være bekymret og på vagt overfor upassende indgreb i byens sarte byrum. Der er flere skræmmende eksempler. Men det giver ikke mening, syns jeg, på forhånd at tage det for givet, at en metronedgang vil ødelægge et byrum.

En tur til London ka' måske hjælpe til at forstå hvad det er jeg prøver at sige. Et hul i jorden er ikke nødvendigvis nogen katastrofe, hvis det disponeres med omhu og indsigt. Og hvis det samtidig kommer til at betyde, at bilvejen langs kanalen bliver nedlagt på Gl. Strand og pladsen bliver ført helt ned til vandet, er det samlet set en stor forbedring af det dejlige sted i byen. Fodgængere må da være at foretrække frem for biler i den centrale by.

Det gælder nu om, at mobilisere de allerbedste kræfter, når det gælder metroliniens design og byudstyr. Den gode sag fortjener det. Og byen bliver rigere.

jens thomas arnfred