stenkaj og sydkaj, frederikssund
Området ved Lille Blødevej er placeret helt centralt i Frederikssund. På grænsen til gågadeområdet, helt tæt på stationen og få hundrede meter fra Havnefronten. Som bykvarter virker det imidlertid lidt glemt, og selvom få nye huse er skudt op, også lidt nedslidt på grænsen til det slummede. Disse forhold giver så også området dets særlige muligheder.
Det brogede billede kan udvikles til en livgivende mangfoldighed som mange nye bykvarterer mangler.
Den nu vedtagne lokalplan forsøger på en gang at sætte system og ordne, samtidig med at den lægger op til stor variation i bebyggelsen. Det betyder at mange synspunkter kan komme til udtryk, mange meninger og ønsker kan tilgodeses, hvis man holder sig indenfor lokalplanens enkle spilleregler.
Alle byggefelter har samme øst-vestgående retning,der fører frem til den nedlagte jernbanevold, som også er kvaterets grønne fristed med stiforbindelse til havn og idrærsområder.
Der bliver tale om en tæt bebyggelse, og udnyttelsesgraden er høj svarende til den centernære placering. Bygningshøjden kan varieres fra 1 til 6 etager, højst på volden hvor udsigten er storslået.
Det fremtidige bykvarter vil rumme stor variation i mange forbindelser: Parkeringsforhold, adgangsforhold, byrum, boligtyper, gammelt –nyt, højt – lavt. Det stramme system brydes af de uregerlige huse som findes i dag, hvoraf en del bør bevares bl.a.for at fastholde planens ide.
Planen rummer også en afslutning af kvarteret, i form af en kantbebyggelse mod de større adgangsveje som overgang til selve centerområdet.
Lokalplanen er vedtaget i marts 2010.