ramlösagård
Bebyggelsen kan være svær at finde fordi den ligger netop dér, hvor man mindst af alt skulle tro det.
Landskabet er fantastisk svensk frodighed, men de nære omgivelser er trøstesløst antastet af parcelhusbyggeri af værste skuffe. Den udflydende bygningsmæssige kontekst gjorde det nødvendigt med en beslutsom replik.
Af samme grund blev bebyggelsen disponeret i 2 etager omkring et centralt, veldefineret gårdsrum, der blev Ramløsagaardens særkende som fælles adgangsrum.
Bebyggelsen rummer i alt 27 ens famileboliger. Alle boliger har haver med solbeskinnede opholdsterrasser og en mindre, halvprivat opholdszone mod det fælles gårdsrum. Huskroppen fremstår som let byggeri med en gennemlyst huskrop med rumhøje glaspartier i hele den tilbageliggende facadebredde, der applikeres med mere lukkede tilbygninger på begge sider af bygningskroppen.
Der er tale om et rækkehusbyggeri, der efter bedste evne fortolker den danske rækkehustradition omkring det firlængede gårdsrum. Nyere svensk boligbyggeri har ikke samme åbenhjertige forhold til naboer og indblik, som den danske har det. Og vi måtte tage særlige hensyn for at mildne overgangen til det fælles til det private. Derfor muren, bænken og den lille terrasse.
Alle boligtyper er ens og der er således tale om høj grad af repetition. De dobbelthøje applikationer på begge sider af den smalle huskrop sikrer dog den ønskede bygningsmæssige variation og dulmer samtidig mod gårdsiden den ømtålelige overgang fra det offentlige til det private.
Den mørke facade, det mørke tag og de mørke stakitter holder sammen på det hele.