horsens statsfængsel byplan

At komme fra byen til Horsens gamle statsfængsel, kaldet 'slottet', er nærmest at sammenligne med ankomsten til middelalderbyernes fæstningsanlæg på bjergets top.

Fængselsbygningerne fremtræder imposante og på en gang dragende og frygtindgydende. Den vældige mur, der omkranser anlægget bevæger sig rytmisk og følger konsekvent topografien, der udgøres af de store grønne flader der omgiver 'slottet' og muren. Meget smukt og i skærende kontrast til de forholdsvis identitetsløse villakvarterer, der fylder omgivelserne så langt øjet rækker.

Vi har med forslaget gerne ville skabe et nyt, attraktivt boligområde med stor respekt for områdets særlige topografi og "slottet" som markant bygningsmæssigt orienteringspunkt for hele byen. Og samtidig udforme en bebyggelse der tilpasser sig de omkringliggende bebyggelsesstrukturer, uden at miste sin egen identitet og uden at 'slottets' arkitektoniske dominans sløres.

Alle boliger skal gives mulighed for udsigt over det storslåede landskab der åbenbarer sig i alle retninger, og hver enkelt bolig vil få sin egen karakteristika i denne sammenhæng.Den lave, tætte, lidt labyrintiske og uoverskuelige struktur fører frem til den hemmelige have bag klostrets mur – paradisets have – og lader "slottet" fremstå som det ultimativt højeste punkt, fra hvilket man skuer ud over det storslåede jyske landskab.

Vi foreslår derfor en bebyggelse der overvejende består af bygninger i to etager, i enkelte tilfælde op tre etager. Vi ønsker at den nye bebyggelse og fængslet skal befordre hinanden, i al deres forskellighed – det skal være en oplevelse at bevæge sig gennem den sluttede bebyggelse og det skal være en oplevelse at kigge ned over den, når man har nået målet på toppen.

Den lave, tætte to-etages bygningsstruktur, der er velkendt for sine indlysende boligkvaliteter såvel i boligen som i nærområdet, har været udgangspunktet. Forslaget er baseret på en labyrintisk bydannelse hvor det trafikale og det grønne hierarki blander sig og flyder sammen som vi kender det fra de sydlandske bjergbyer. Man kører, går og cykler i de samme smalle gaderum og hen over de samme pladser. Bilerne parkerer spredt i græsarmerede felter når de ikke er integreret i bygningerne. Stisystemet er integreret og tænkes som en naturlig del af det samlede bevægelsesmønster.

Bag husene og i mellemrummene findes arealerne til de mere stille aktiviteter. Det er her sandkasserne, den lille boldbane og grillpladserne finder deres plads. I strukturen opstår naturligt små torvedannelser og grønne pladsrum der karakteriseres ved forskellige typer af beplantning og belægning. Det er her de små lokale fælleshuse placeres, nærmest i form af "skurvogne" der kan indtages af beboerne efter behov. Det kan være som mødelokaler, værksteder, "legehuse"eller grønne drivhuse hvor der eksperimenteres med nye krydderurter.

Fælles for begge de foreslåede bygningstyper er at de følger terrænets bevægelser og i bogstaveligste forstand "kravler" op ad bakken op mod muren og "slottet". Sammen med en række andre tiltag muliggør forskydninger mellem husene at alle får del i udsigten.