hamar kulturhus


Husene kan være det, men ingen kan med nogen ret påstå, at arkitektfaget er kedeligt.

For snart 4 år siden blev Vandkunsten inviteret til et interview i Hamar for at bygherren kunne finde frem til de arkitekter, de ville arbejde sammen med om byens stort anlagte kulturhus.

Jeg husker ikke i detaljer, hvad vi blev spurgt om, og kun svagt, hvad vi svarede, men jeg husker tydeligt da telefonen ringede et par dage senere og de havde valgt os som arkitekter. Der kom straks champagne på køl.

I mellemtiden har vi tegnet, talt, og set en del kulturhuse.

Kontrakten er forhandlet på plads og projekteringen af det store hus starter til efteråret.
Der er tale om et teater, et bibliotek, et musikkens hus og et ungdomshus i ét og samme anlæg i løjtnant Røyems fine, gamle karréplan for Hamar.
Kulturhuset kanter byens centrale pladsdannelse Stortorget, der tilter svagt i Domkirkeaksen ned mod Mjøsan.

Vi anslår et langstrakt, svævende anlæg, der omslutter biblioteket og tilbyder højloftede, transparente rumligheder med mulitifunktionelle anvendelsesmuligheder. Der skal både kunne danses folkedans i norske, strikkede trøjer, spilles fele, slås på tromme i kælderen, vises kunstudstillinger og tages imod turnerende teaterforestillinger.

Vi betræder en kultplads af format og vi glæder os til at finde ud af, hvordan vi kan tilføje en livgivende syntese på dette sted. Projektet er på godt og vel på 19000 m2 og skal stå færdigt om 3-4 år.