christiania


Da Slots- og Ejendomsstyrelsen inviterede en række arkitektrådgivere til at udarbejde en udviklingsplan for Christiania, fik Vandkunsten Christianias forhandlingsgruppes accept til at udarbejde et forslag under overskriften Christiania er ikke til salg. Christiania er en oase, et fristed i Byens hjerte.

Vi nægtede at indfrie forventningen om, at udbygningen alene skulle ske indenfor 'prærieområdet' og foreslog en alternativ udbygningsplan, der tog afsæt i den særegne landskabelige situation og forsigtigt, men bestemt pegede på andre udbygningstakter, andre skalaforhold, andre bebyggelsestætheder. Vi pegede på Christiania som et levende laboratorium i afprøvning af alternative bosætningsformer. Vi ville sige tak for inspiration gennem flere år. Forslaget blev mødt af tavshed også på Christiansborg.

For vandkunsten blev det til en minderig proces, der satte Christianias konsensusdemokrati og vores egen utålmodighed på en hård prøve. Vi lærte, at selv indlysende, rigtige udviklingsplaner med bæredygtige ambitioner og visionære mål ikke er brugbare, hvis modtageren ikke vil forstyrres.