SBI 1971


Tegnestuen vandt SBI's store konkurrence om tæt-lavt boligbyggeri i 1971, og denne sejr blev begyndelsen på de følgende årtiers arbejde med at udfordre de til enhver tid gældende begrænsninger i den måde, vi planlægger og bygger, og i de forestillinger, vi gør os om at bo.

Konkurrenceforslaget er beskrevet og behandlet som en utopi, der i tidens ånd - på flere planer - forsøgte at sammenfatte alternative løsningsmodeller for en bosætningspraksis i krise.

Projektet fremstod som en omfattende kritik af parcelhusbyggeriet og det ensformige industrialiserede 'burhønsebyggeri'.

Målet var en større decentralisering, integration, foranderlighed, selv- og medbestemmelse, selvforsyning og en større kontakt til naturen.

Den viste tætte byorganisme rummer boliger, erhverv og institutioner i 1 og 2 etager og er tænkt udført i x-finér med 'bevægelige' dæk på søjler pr. 6x6 m. Byorganismen finder sin form efter forskellige landskabelige kontekster.

Konkurrencen førte efterfølgende til etablering af en tæt/lav aktionsgruppe med deltagelse fra forfatterne til de øvrige præmierede forslag, der - i SBI-regie - skulle fremme udbredelsen af tætte/lave boformer i Danmark. Esbjerg, Århus, Ålborg og Køge blev udpeget som særlige 'aktionsområder'

Efter boligoffensiven på Køge Torv i 1972, og efter mange drømmes møde med virkelighedens verden, blev Tinggården I – tegnestuens første realiserede byggeri - 6 år senere til virkelighed.