æblelunden
Der har i udviklingen af dette projekt været en overordnet målsætning om at muliggøre et boligtilbud, der kan sælges til en lavere pris end markedsprisen generelt.
Der er forenklet og optimeret på alle niveauer – råhus, adgangssystem, facader og badekabiner. Udtrykket er inspireret af gode boligbyggerier fra 40erne og 50erne, hvor målet som regel var det samme: At bygge billigt til almindelige mennesker.
Beliggenheden midt i den gamle TV-by i Gyngemosen er parklignende og præget af en fin gammel æblelund, som alle boliger har udsigt til.
Facaderne består af højisolerede sandwichelementer der har indstøbt koksgrå tegl i dele af elementet. Principielt er der to elementvarianter, et til hver facade. Vinduer og døre placeres skiftevis i elementet og i mellemrummene mellem disse. Stålaltanerne anbringes i et forskudt mønster, så de delvis overlapper hinanden. Vinduer udføres i nåletræ med laserende maling.
Adgangssystemet er et traditionelt opgangsprincip. Størstedelen af lejlighederne er 85 m2, og tilbydes i 5 forskellige niveauer for indretnings- og færdiggørelse. På det enkleste og billigste niveau er der en ekstrem grad af brugerfrihed, idet alle overflader og skillevægge udføres af brugeren. I skalaens anden ende leveres boligerne indflytningsklare med maksimalt antal værelser.
Købere kan ikke frit kombinere tilvalg. Den lave pris udspringer netop af den færdige pakkeløsning. Der gives således mulighed for at springe i niveau efter behov. Kan man eksempelvis ikke lide det tilbudte gulv, må man springe et niveau tilbage for selv at finde en løsning derfra. Udvikleren skal således kun administrere fem grundmodeller, der er prissat og færdigudviklet på forhånd.